Nr 72 - Apr. 2002

Udvalgt artikel fra KUMEKUCHA nr. 72.

UHURU 1961

Nyerere og guvernør Richard Turnbull ved Tanganyika's Uhuru festligheder december 1961

Nyerere og guvernør Richard Turnbull ved Tanganyika's Uhuru festligheder december 1961

Søndag d. 9.december 2001 var vi samlet en snes tanzanianere og danskere i Hasle kirkes Sognegård i Århus for at fejre, at det var 40 år siden, at Tanganyika, Tanzania-Mainland, fik sin selvstændighed. Ved den lejlighed fortalte jeg om festdagene i Dar Es Salaam og viste en serie lysbilleder derfra.
Jeg var nemlig så heldig for eneste gang i mit liv at være medlem af et pressekorps. Det skyldtes, at jeg var hjælper for Jakob Aano, senere medlem af det norske Storting. Han var dengang rektor på Ilboru Secondary School ved Arusha og havde fået en aftale med den norske radio om at dække frihedsfestlighederne.

I dagene op til uhuru-dagen var der en række festligheder og arrangementer:

• Åbning af handicraftudstilling ved den kommende udenrigsminister Oscar Kambona, festgudstjenester, modtagelse af PrinsPhilip, Duke of Edinburgh (der selv landede sit røde fly på Dars dengang ret så beskedne flyveplads) og danseopvisning om aftenen på byens stadion.
• Fredag eftermiddag var der stor fest på Mnazi Mmoja Pladsen, hvor Julius Nyerere afslørede fakkelmonumentet og talte om landets mission: At bringe håb og lys til de mange lande i Afrika, der længtes efter frihed og fremgang. Tanganyika blev jo selvstændigt som det første land i Østafrika, og i nabolandet Congo var der borgerkrig.
• Ved midnat, når Tanganyika fik uhuru, ville nogle soldater have nået op på toppen af Kilimanjaro og tændt en fakkel.

Julius Nyerere, der var landets premierminister fra maj 61 til jan. 62 for senere samme år at blive dets første præsident, holdt selvfølgelig også en velbesøgt pressekonference. Fra den husker jeg, at en bekymret israelsk journalist spurgte, om landet ville lade sig påvirke af andre lande som Ægypten, der havde en fjendtlig holdning over for Israel. Nyerere svarede: "I will not allow my friends to choose my enemies".
Fredag aften d. 8. fyldtes stadion, og den store frihedsfest begyndte. Der var bl.a. tattoo af King´s African Rifles, der nu skulle hedde Tanganyikan African Rifles. Præcis ved midnat blev alle lys slukket, mens Union Jack gled ned af den store flagstang midt på stadion. Der var åndeløs stilhed, og så tændtes lysene igen, og nu var det Tanganyikas grønne, gyldne og sorte flag, der hang der. Jubelen brød løs, men blev overdøvet af et stort festfyrværkeri. Vores udsendelse i den norske radio begynder med dette festfyrværkeri, hvor Jakob Aanos stemme begejstret fortæller, at det ikke er geværsalver fra de stridende parter i Congo, men et glædesfyrværkeri i Afrikas nyeste land: Tanganyika. Over hele landet foretog man en lignende ceremoni i mere beskeden målestok, og der havde været nogen bekymring for, om jubelen kunne udarte til overgreb mod europæere og asiater, men natten forløb fredeligt i hele landet.
Lørdag formiddag samledes vi igen på stadion, og nu foretog den engelske regering ved Prins Philip på De Forenede Nationers vegne (Tanganyika var jo et mandat og ikke en koloni) den ceremonielle overrækkelse af et dokument som bevis på landets selvstændighed.
Formelt var Dronning Elisabeth statsoverhoved, repræsenteret af den engelske guvernør, der nu blev degraderet til general-guvernør. Først året efter blev Tanganyika en republik. Ved selve overrækkelsesøjeblikket tordnede ni jet-jagere fra Royal Air Force over pladsen, men altså kun i fredelige hensigter.
Lørdag eftermiddag slappede vi af ved at overvære en fodboldlandskamp mellem Kenya og Tanganyika. Kenya vandt, men tilskuerne trøstede sig med, at det var os, der havde vundet friheden.
Kenya fik den først et år efter under Jomo Kenyatta, som englænderne uberettiget havde holdt fængslet i en årrække som påstået anstifter af det såkaldte Mau Mau-oprør. Han var til stede under uhuru-festerne, og der gik rygter blandt pressefol kene om, at han planlagde at lave en provokerende demonstration, men han forholdt sig helt passiv.
Om søndagen var der garden party i parlamentshaven, hvor Prins Philip talte og overrakte Dar Es Salaams borgmester et charter fra London´s Lord Mayor, at nu var Dar en "free city".
Senere gik vi rundt blandt gæsterne og opdagede en høj afrikaner, der stod for sig selv, og vi bad ham om et interview. Det var Kenneth Kaunda, Zambias nationale leder og senere præsident. Landet hed dengang North Rhodesia og blev styret med hård hånd af den engelske kolonimagt. Kaunda var lige blevet løsladt fra fængslet, men på vort spørgsmål, om han ikke var bitter, svarede han, at det havde de ikke råd til i kampen for landets selvstændighed.
Mandag d.11. sluttede uhuru-festlighederne med åbningen af parlamentet, der dengang havde til huse i Karimjee Hall (Karimjee, der havde skænket bygningen, blev som tak udnævnt til speaker, parlamentsformand).

Julius Nyerere står mellem nogle af hans gæster ved Uhuru festen: Kenyas førsteminister Ronald Ngala og Ugandas (senere myrdede) førsteminister Benedicto Kiwanuka.

Julius Nyerere står mellem nogle af hans gæster ved Uhuru festen: Kenyas førsteminister Ronald Ngala og Ugandas (senere myrdede) førsteminister Benedicto Kiwanuka.

Vi kørte Barbro Johanson, vor svenske missionærkollega og parlamentsmedlem, derhen. Hun var en nær ven af Nyerere, der nogle år før havde opfordret hende til at opstille som en af TANUs kandidater.
Åbningen skete med iagttagelse af de gamle britiske traditioner: Indbæring af det store scepter, "the mace" osv. og i overværelse af Prins Philip, men nu sad Julius Nyerere og hans ministre dér som ledere af et land med fuld indre og ydre selvstyre.
Så kørte vi tilbage mod Arusha på de glatte og mudrede veje i decemberregnen og glædede os over at se, at det nu ikke længere var det britiske flag, men Tanganyikas, der vejede over de regeringsbygninger, vi passerede.

Knud Ochsner
missionær i Tanzania 1958 - 67