websitetemplate.org
Velkommen > DANTAN's verden > Bestyrelsens beretning 2008

Bestyrelsens beretning 2008

Biogasprojektet i Zanzibar
Supergasgruppen har året igennem haft problemer med lækkende tanke p.g.a. dårlig udført svejsning af mandehuller. I september var Jesper i Zanzibar for at forsøge at løse problemet. Løsningen viste sig at være en udskiftning af digestertanken, hvor gastrykket er størst.

Jakob, Bjørnstjerne fra Superflex og Jesper var i Zanzibar en måned fra 25. februar for sammen med ZALWEDA at få Fuoni-anlægget i perfekt drift gennem udskiftning af tanken samt foretage nyopsætning af anlægget i Kitope og sideløbende udarbejde en installationsmanual.

Dette fandt sted i nært samarbejde med projektets teknikere, Kassim, Khamis og William, så de selv vil være i stand til at installere anlæg i næste fase af projektet. Derudover var ZALWEDA’s projekt-koordinator Dr. Kassim Juma og projektmanager Faki Kessy involverede samt entreprenør Salim Abubakar og DANTAN’s repræsentant Salim Saleh. For at sikre spredning og oplysning er District Extension Officers fra de 3 distrikter, vi nu arbejder i, også med i den lokale følgegruppe.

Gennem forhandlinger med SIMBA i Dar es Salaam har vi nu fået fremstillet tanke med tykkere top og en anden løsning af lukning af mandehul, som nu lukkes under støbningen. Vi måtte igennem 3 omgange tanke under arbejdet for at få den helt rigtige løsning frem. Derudover har vi gennem kontakt med RIAS og Brd. Dahl indkøbt ventiler, haner og sammenføjninger til anlægget, som ikke kan fås i Zanzibar. Disse dele blev bragt med til Zanzibar. Vi har haft møder med repræsentanter fra SIMBA Plastics som har været i Zanzibar for at se anlæggene og det har resulteret i en aftale om, at de fremover skaffer alle dele til anlæggene.

Anlæggene fungerer nu og der er ild i komfurene og lys i lamperne. Vi foretager nu et par måneders løbende monitorering inden næste installationer. I mellemtiden skal der også afholdes MicroCredit kursus, for interesserede kunder. Der har været mange forespørgsler på anlæggene og især er der en stærk politisk interesse for projektet i Zanzibar’s regering.

Vi har på baggrund af indhøstede erfaringer med det første anlæg besluttet at nedsætte trykket i digestertankene ved at ændre udligningsventilen. Vi har også på baggrund af nye tekniske tegninger søgt støtte fra DONG, RIAS, Velux, Danfoss, Grundfos og KWH Plast til at arbejde videre med udvikling af anlægget for et kunne forenkle design og sammen-bygning og installering og derved facilitere større udbredelse af anlæggene. Der har dog ikke været positivt tilsagn om støtte endnu.

I oktober måned havde vi besøg af 3 medlemmer af Karatu Development Association som led i netværkssamarbejdet med organisationer som arbejder med tilsvarende projekter og der planlægges en tilsvarende udveksling af erfaringer i Karatu for projektmedarbejdere i Zanzibar.

Projektrådgivningen havde en konsulent på besøg i juli og i oktober besøgte 2 konsulenter vores partner ZALWEDA.

Vi har fået nye medlemmer af Supergasgruppen i DANTAN, der nu består af Bo Bramming og Bjarne Laustsen, som kommer fra Øko-Net,- Poul Wathne, Birthe Kirknæs, Hassan Mbamba, Jan Mallan og Jesper Kirknæs, koordinator. Derudover er Superflex involveret med Jakob Fenger og Bjørnstjerne Christiansen.

Forbedrede komfurer i Singida
Singidagruppen; Esben Røjel og Hans K. Schmidt har fået støtte til fortsættelse af projektet med fokus på kompetenceudvikling.

Efter mange forsøg godkendte Bevillingsgruppen endelig i marts 2008 en forlængelse af det projekt som startede i 2003, hvor de første forsøg med komfurer i brændt ler blev foretaget.

I den nye ansøgning søgte vi om støtte til produktion af de bokskomfurer i cement, som vi har udviklet og testet i Danmark inden for de sidste 10 måneder.- og derefter i Tanzania i oktober-november 2007.

Først i maj har vi holdt workshop i Dar es Salaam med deltagere fra Zanzibar, fra ESD som er rimelig stor organisation der bedriver konsulentvirksomhed inden for hele energispektret, Care Tanzania og vores netværkspartner Wakasa fra Moshi, plus endnu en lokal organisation. De fik lov til at deltage i hele produktionsprocessen fra knusning af brændte mursten til at lave skorsten af bølgeblik.
Der blev også gjort forsøg med at fyre med brænde og savsmuld for at teste komfurerne igennem.

DANTAN og Shina, vores partner, afholdt derefter et møde for at vurdere hvilken holdning de andre organisationer havde til en eller anden form for udviklings- og kursus og salgssamarbejde.

Den anden hovedlinie i projektet starter midt i maj hvor vi sammen med resten af Shina Group,- alle dem som ikke var med i Dar es Salaam, skal se de sidste nye forbedringer og hvor vi bl.a. skal have demonstrations-programmet for landsbyerne sat på skinner.

Vi skal også se hvor villige de lokale myndigheder er til virkelig at forpligte sig paa et samarbejde, særligt med dem der har med sundhedssektoren at gøre. Noget tyder paa at interessen måske kølnes, når de finder ud af, at vi ikke har mulighed for nogen form for økonomisk godtgørelse.

Bæredygtig bihold i Zanzibar
Sammen med vores partner i Zanzibar, ZALWEDA og Bees for Development, har vi søgt støtte til et 3 årigt projekt for bæredygtig bihold i Zanzibar.

Projektet fokuserer på afhjælpning af fattigdom og forbedring af levevilkår for særligt udsatte hushold i Zanzibar gennem indførelse af økologisk og øk onomisk bæredygtig biavl. Indsatsen udformes, så der sikres kønsmæssig ligestilling.

Der vil blive indført former for biavl, der kan udvides efter behov uden større økonomisk investering. Desuden vil der blive arbejdet med forædling af biavlsprodukter og markedsføring til sikring af fremtidig indkomst.
Projektet vil ud over at gavne biavlerne være til gavn for både landbrug, havebrug og den vilde natur på grund af den medfølgende sikring af større bestøvningseffekt omkring bigårdene.

Netværkssamarbejde med UBU
DANTAN har indgået en formel alliance med Ulandsforeningen for Bæredygtig Udvikling for at begge foreninger kan få gavn af hinandens kompetencer. Der er også etableret samarbejde med IUG-DTU om modtagelse af praktikanter.

Tipsmidlerne
Vi modtog kr. 48.000,- af det ansøgte beløb i 2007, og overførte kr. 15.000,- til Community Care Society i Singida som støtte til Bright Technical Secondary School. Resten blev anvendt på videreførsel af biogasprojektet i Zanzibar.

Forsendelse af udstyr
Med bevillinger fra Genbrug til Syd, Mellemfolkeligt Samvirke og i godt samarbejde med Multicenter Syd har vi afsendt:

  • 1 20’ container til Ministry of Health, Zanzibar med hospitals- og tandlægeudstyr og autoclaver
  • 1 40’ container til Ministry of Health, Zanzibarmed senge og udstyr og ultralydsscanner.
  • 1 20’ container til Angoza i Zanzibar, med tandlægeudstyr, computere og møbler.
  • 1 40’ container til Ministry of Health, Zanzibar med hospitalssenge, skolemøbler og handicapudstyr,
  • - til en samlet værdi af kr. 1.234.000,-.
     



CMSimple powered - Web by Safi.dk


DanTan Dansk English Swahili