En tur gennem Dar es Salaam
For 25 år siden, rejste jeg til Tanzania for første gang. Det er efterfølgende blevet til mange ture mellem København og Dar es Salaam. Tiderne skifter, udvik-lingen går stærkere og stærkere, hvilket jeg rigtig lagde mærke til, da jeg i 2004 var tilbage efter næsten 7 år. De gode gamle hoteller, Kilimanjaro og Embassy var blevet lukkede, store nye luksuriøse hoteller var kommet til. Supermarkeder med små indkøbsvogne, grønt-afdeling og kød i kølemontré, nøje afvejet og indpakket i bakker med plastik, var skudt op side om side med fast food restauranter, Internet caféer, mobiltelefon sælgere og CD forretninger.
Men noget var som det plejede. "Urmanden" Patrick på Jamhuri Street, skopudserdrengen og alle de andre små gadesælgere. De sad der stadig. Var de der af nød, eller fordi de havde lyst? Hvem skulle overtage deres lille forretning, den dag de ikke kunne eller ville mere. Hvad med "urmandens" glaskasse og alle hans remedier? Fortjener de ikke at komme på museum, så eftertidens Tanzanianere og vores del af verdenen kan se, hvordan det var engang. Som når vi går på arbejdermuseet og ser, hvordan " mormor og morfar arbejdede og levede, da vi var børn". Tanker, som fik mig til at skrive efterfølgende lille historie.
Uden for Holiday Hotel på Jamhuri Street. i Dar es salaam sidder Patrick med sine 2 små glaskasser på et vakkelvornt hjemmelavet bord. Han gaber søvnigt og gnider sig i øjnene. Da jeg nærmer mig ser han op." Åh, godmorgen mama Steven". Vi udveksler en høflig morgenhilsen og et smil. En ny dag er begyndt. Jeg har set Patrick sidde der med sine glaskasser på nøjagtig samme sted dag efter dag, år efter år, siden jeg første gang satte mine ben på Jamhuri st. for snart 25 år siden. I glaskasserne, som er malet lyseblå på træværket, ligger nogle meget små skruetrækkere. En rusten gul æske med tandhjul. Fjedre i forskellige længder, bittesmå skruer, et par batterier og en bunke gamle, næsten helt antikke ure.
Patrick er stedets urmager. Jeg har tit spekuleret over, om han virkelig kan leve af sin lille geschæft? Når jeg tænker over det, har jeg faktisk aldrig set nogen kunder hos ham, og ofte ligger han og småblunder i den steghede sol. Hvor kommer han fra - har han familie? I så fald, kan han forsørge dem med sin indtjening fra sin lille gadebusiness, hvor har han lært faget, og hvem skal overtage, den dag han ikke kan mere.
Jeg drejer til venstre ned ad Mosque Street, og går over gaden mod Zahir restaurant for at indtage Dar es Salaam´s bedste chapatier, en kop velduftende chai og et stykke papay. Bilister tuder i hornet i irritation over en mkokotoni (trækvogn); der overlæsset med bildæk og blikspande spærrer for al trafik ned igennem gaden. Sveden hagler ned over panden på føreren af den råtunge trækvogn. Han råber vredt til dem i bilerne. Jeg er vild fascineret over hans styrke. Han er lille, men bomstærk, ikke et gram fedt er der at få øje på under den lasede T-shirt, som kun hænger sammen i en centimeters bredde over skulderen. Hans ben er senede, og han har bare tæer. Klokken er ved at være 9. Varmen er tung og ulidelig.
På Zahir er der som altid morgentravlhed. Folk på vej til arbejde fylder godt op i restauranten. Mænd i tilknappede hvide skjorter, slips, mørke bukser og et lille lommetørklæde til at tørre svedperlerne af panden. Kvinder med de mest finurlige frisurer, farverige kjoler og små håndtasker. Hvilke kontorer sidder de mon på?
Udenfor Zahir er skopudser drengen ved at pakke sin forretning ud. Op af en stor trækasse trækker han en lyserød plastik balje, nogle slidte børster, en kasse med forskellig farvede snørebånd, et par klude, 3 barberkoste og 3 bøtter KIWI skocreme. Ved siden af kassen står en rød plastikstol, hvorpå der ligger 2 par meget slidte sandaler, som kunderne kan låne, mens deres sko bliver shinet op. Jeg har taget mine gummisko med til ham. De sko der for en tid siden var hvide som sneen på toppen af Kilimanjaro, men efter en tur ude i støvet fra Afrikas røde jord, har kendt bedre dage og virkelig trænger til en kærlig tur i den lyserøde balje. Jeg har en noget ambivalent følelse med hensyn til at skulle aflevere mine sko til en Tanzanianer. Der er ingen, der skal beskylde mig for at undertrykke, udnytte og (mis)bruge andre mennesker. Jeg føler, at der over mit hoved hænger en lille tegneserie sky, hvori der med store bogstaver står "slaveri". Jeg kan næsten se rækken af slaver iført kæder om hals og ben marchere rundt inden i den.. På den anden side er jeg jo med til at opretholde hverdagen for ham og hans familie, trøster jeg mig med. Jeg afleverer skoene og ved, at når jeg henter dem i aften, er de så gode som nye.
På Samora Avenue er der et hektisk mylder af liv. Folk der målrettede styrter af sted til et bestemt mål. En ung mand står uden for boghandleren med 2 par under-bukser pakket ind i plastik, en lille stak lommetørklæder over armen og en storblomstret kortærmet skjorte i størrelse XXL hængende på noget, der ligner en bøjle. Vipi (hva' så) - han slår ud med hånden, trækker på skulderen og sender mig et stort grin.
Mit mål er posthuset, ambassaden og Kariakoo, markedet der ligger i modsatte ende af byen. Varmen er ved at kvæle os alle sammen - kl. er 10.25. Foran Main Post Office sidder min ven Siri. En 16 årig ung knægt, der er stukket af fra sin familie i en lille landsby nær Shinyanga. Han vil være rig. Prøve lykken i hoved-staden. Han har hørt, at hvis man bare møder de rigtige mennesker og arbejder hårdt, kan alt lade sig gøre. Nu har han været her i 10 måneder, men han har tilsyne-ladende ikke været så heldig at møde de rette endnu. I hvert fald må han nøjes med at leve af de penge, han får ind, ved at sælge peanuts i portioner i form af en Konyagi kapselfuld, til 5 shilling. Han har nogle stam-kunder - mig for eksempel, som altid får et finger nip ekstra nødder oven i, som han siger - "en lille gave". Jeg har spurgt ham nogle gange, om han vil tage hjem til sin familie, hvis han havde råd til billetten, men han tror stadig på drømmen om en dag at vende hjem til sin mor med tasker fyldt af 10.000 shilling sedler. En dag spurgte han mig, om jeg ikke nok kunne adoptere ham. Han ville være rigtig glad, hvis han kunne blive storebror til mine 2 drenge, og i Danmark kunne han blive min houseboy - svært at overbevise ham om, at jeg faktisk selv er uden de store økonomiske midler!
Efter posthuset, hvor erfaring har lært mig, at jo længere arme (der kan række ind over hovederne på dem, der står foran i køen) og jo større portion naturlig frækhed man er i besiddelse af, jo hurtigere kommer man til ved skranken.
Det med køkultur er vist et dansk fænomen, og det kræver mod, at gøre folk her kunsten efter.
Det er efterhånden blevet tid til frokost. Turen går tilbage til Samora Avenue og Salamander. Stedet for de rejsende, de rige og for dem, der lader, som om de er det. Det er her, man kan møde andre rejsende, skabe nye venskaber eller bare sidde og iagttage livet i storbyen. Jeg køber lidt at spise, et stort glas kold juice; og sætter mig udenfor og falder hen i dagdrømmenes verden. Jeg er lykkelig, jeg er fri. "Scuse me madam" jeg vågner brat af min lyksalighed. Vil du købe et postkort - en avis - en souvenir. Pludselig bliver jeg overdænget med tilbud. Jeg takker pænt nej, men ikke før jeg slår over i swahili, tager de mit nej for et nej og går videre til næste bord.
Turen til ambassaden er noget der bare skal overstås. Jeg afleverer mine papirer til den Indiske kvinde i recep-tionen. Hun beder mig komme igen om en uge, og så er jeg ude i det pulserende liv igen.
På Kariakoo skal jeg hente en CD, som jeg har bestilt for et par dage siden. Jeg har lavet en aftale med en ung mand, der tjener til dagen og vejen ved at sælge brændte CD'er og kassettebånd fra sin lille butik på hjul. Da vi mødtes sidst, foreslog han, at jeg skulle komme tilbage efter 2 dage, samme sted kl. 14.00. Jeg vil blive mere overrasket over, hvis han kommer til tiden, end hvis han kommer med den lovede CD. Her er tid mere et ord, end noget med handling. Jeg ved det. Jeg har lært at leve med det og endda helt uden at lade mig stresse, sådan da! Jeg sætter mig på en cement kasse og kikker mig omkring. Overalt er der mennesker, der faldbyder en vare. MAYAI, MAYAI, (æg) kvinden med den gennemtrængende stemme, bærer en tallerken med hårdkogte æg på hovedet, så kogte, at de næsten er sorte. MAJI, maji maji (vand). Hver især har udviklet deres helt egen måde at få opmærksomhed på. Fyren her, sælger vand i små plastikposer for 10 shilling stykket. Det er ikke så meget vandet, der giver opmærksomhed, men måden han siger VAND på.
På hjørnet op mod selve markedet står en flok kvinder i gang med at lave mad over åben ild. Der står et bord med en grøn voksdug mellem to smalle træbænke. Fluerne summer lystigt omkring ansigterne på de gamle mænd, der sidder på bænken, men det generer dem tilsyneladende ikke. Fødevarekontrollen ville virkelig have noget at skrive hjem om, hvis de kom forbi. Jeg har spist nogle gange på sådanne udendørs serveringer, men ikke uden at få en underlig rumlen i maven. Lidt af et vovestykke måske, men det har givet nogle fantastiske historier og gode grin sammen med nogle rigtig dejlige mennesker.
Fyren med CD'erne kom kun 3 kvarter efter den aftalte tid. Jeg var ved at overfalde ham med spørgsmål om min musik, men greb mig selv i denne ubehøvlede uvane. I Tanzania og andre steder i Afrika, har jeg lært, at man først spørger til hinanden og familiens ve og vel. Derefter en lille sludder om løst og fast og så måske et spørgsmål om dagen i dag - derefter kan man gå til sagen. Absolut ingen grund til at forhaste sig og måske er her for-klaringen på, hvorfor, man ikke kan overholde sine aftaler. Man kan jo aldrig vide, hvor mange man skal tale med på sin vej.
CD'en fik jeg ikke, men jeg fik til gengæld en forklaring om, at fyren, der havde den CD der skulle kopieres, var rejst, og desværre var han kommet til at tage nøglen til værelset; hvori CD'en lå, med sig. Min ven her, havde så prøvet at finde en, der kunne bryde døren op, så han kunne komme ind for at hente CD'en, men han var blevet taget af politiet og måtte tilbringe en hel dag på politistationen. Jeg tror nu bare, han havde lovet mere, end han kunne holde, at han rigtig gerne ville have solgt mig den skive, men at han ikke kunne finde en, der havde den.
Skyggerne var efterhånden ved at være godt lange. Jeg var træt og begav mig hjem mod Jamhuri Street. På græsplænen i parken var en flok Masai kvinder ved at pakke deres urter, perlekæder og bildæk-sko sammen. Patrick havde lukket butikken. Det eneste, der stod tilbage, var hans lille jernbænk.
Jeg gik over til skopudser drengen, der var i gang med at sætte snørebåndene på plads i mine gummisko.
Igen skinnede de om kap med sneen på toppen af Afrikas højeste bjerg.
Monica Mahona
|
