websitetemplate.org
Velkommen > KUMEKUCHA > Nr 79 - Apr. 2006 > Hvorfor er der så megen vold under valgkampen i Zanzibar?
 
 

Hvorfor er der så megen vold under valgkampen i Zanzibar?

Hvorfor er der så megen vold under valgkampen? - har jeg undret mig over på et par bestyrelsesmøder - hvor vi snakkede om det.
I min juleferie fandt jeg en bog, "Islams black Slaves" af Steve Segal. I den beskriver forfatteren også slave-handelen i Østafrika.
"Af alle de mange århundrede af den islamiske slavehandel var det i det nittende århundrede at det største antal sorte mænd, kvinder og børn blev gjort til slaver og det største antal af sorte dræbt i den forbindelse. Det skete selvom - eller måske netop på grund af at - Vesten pressede på for at få handelen stoppet" skriver Steven Segal
At slaveriet huskes langs Tanzanias kyst, véd jeg fra mit eget ophold i landet fra 1973 til 1979.
For eksempel blev mit skib registreret med et bevis, hvori der blandt andet stod, at jeg var en ærlig kaptajn, der ikke drev slavehandel. Min besætning blev angivet til 2 og dét blev noteret, fordi man så vidste, at hvis der var flere ombord, kunne der være tale om en slavetransport.

De to på dette billede var daglejere, som bådebyggerne brugte, når der skulle hentes tømmer i mangroven. Jeg fik fortalt, at der var børn af slaver på Chole Island. En af de to kunne det være.
Denne historiske baggrund forklarer måske nogle af de spændinger man møder i Østafrika og måden de udløses på, især langs kysten. Ligesom mange i Danmark stadig har tyskernes besættelse liggende i baghovedet, selvom det er over 50 år siden nu.

Bogen fortæller:

I løbet af det attende århundrede var Kilwa blevet Østafrikas hovedby for eksporten af slaver, i starten hentet i det sydøstlige Tanganyika, senere flere og flere fra området omkring Lake Nyasa. Omanierne langs kysten havde base på Zanzibar og flyttede, efter at de havde overtaget kontrollen af Kilwa i midten af 1780erne, størstedelen af slavehandelen til Zanzibar.
I 1834 var antallet af slaver der blev eksporteret fra fastlandet oppe på 6500. I 1840erne var det årlige antal steget til mellem 13 og 15 tusinde.
Nogle af slaverne blev sendt til markeder i Mellemøsten, men de fleste blev på Zanzibar, hvor den arbejdskraft-krævende dyrkning af nelliker var begyndt kort efter 1810 og hurtigt voksede, som svar på verdensmarkedets efterspørgsel. Omkring 1850erne har øens befolkning inkluderet ikke færre end 60.000 slaver.
Omans regent, Sayyid Said bin Sultan, flyttede sit hof til Zanzibar i 1840. Øen var blevet den mest indbringende del af hans rige; den største havneby på den vestlige side af det Indiske Ocean, kilden til næsten al nellikeeksport i verden, såvel som det største marked for elfenben og slaver i Østen. Fra den base af rigdom og magt udbredte Said sin autoritet over fastlandskysten.

Bagamoyo især blomstrede. Karavaner der startede fra kysten mod det indre behøvede bærere, og Bagamoyo alene havde et skønnet antal på 30 til 40 tusinde i højsæson'en. De fleste af disse karavaner blev finansieret af lokale indere, majoriteten muslimer, som havde bosat sig dels i byen, men mest på Zanzibar. De leverede handelsvarer på kredit til gengæld for høje fortjenester.
De, der stod for handelen med slaver inkluderede arabere; det var især de nordlige arabere eller omanierne, man tillagde de mere ubehagelige sider af slavehandelen. I realiteten var måske de fleste slave-handlere afro-arabere eller afkom af blandet etnisk herkomst og handelen blev mere og mere zanzibariansk frem for omansk. I virkeligheden var mange af de førende slavehandlere ligeså sorte som deres ofre.
I 1845 gik Said med til en aftale med britterne, som forbød eksporten af slaver fra havnebyer langs kysten fra Lamu i nord til Kilwa i syd, undtaget var transporten af slaver fra en del af sultanens ejendomme til en anden. Den åbne slavehandel flyttede derfor til Kilwa, og de slaver der blev bragt til Zanzibar, ifølge aftalen med englænderne, blev eksporteret videre til markeder uden-for Østafrika gennem huller i den britiske flåde-overvågning..
Efter Saids død i 1856 kom Saids søn Majid på tronen og i 1861 blev Zanzibar uafhængig af Oman. Majid viste sig at være mindre venlig mod britterne. I 1859 alene, blev 19.000 slaver registreret ankommet til Zanzibar. Dette tal er baseret på toldvæsnets optegnelser og medregner derfor ikke de slaver, der blev indført toldfrit af sultanen og medlemmer af hans familie, så vel som det store antal der blev smuglet til øen. I 1868 rapporterede den engelske konsul at 30.000 slaver, de fleste fra Lake Nyasa regionen, årligt ankom til Kilwa og at to trediedele af dem derefter blev sejlet direkte til Zanzibar, mens resten blev sejlet til Oman eller smuglet andre steder hen. Rapporten skønner også, at for hver slave der ankom til Kilwa var én død undervejs.
På Zanzibar blev slaverne hurtigt sat i land. De døde blev kastet overbord for at drive bort med tidevandet, de syge og svage blev efterladt på stranden, for at spare tolden, hvis de døde før de kunne sælges. Resten vadede i land, fik mad og vand udenfor toldhuset og sendt til deres midlertidige ejere, som beholdt dem et par dage, så de kunne komme sig lidt. Smurt ind i olie og pænt klædt på blev de bragt til slavemarkedet for at blive solgt.
En kaptajn Colomb fra den brittiske flåde har dog svært ved at se forskel på den behandling slaverne og frie sorte daglejere bliver udsat for.
"ejeren af en landejendom forlanger af sine slaver fem dages arbejde om ugen. Til gengæld gi'r han ham så meget land som han kan dyrke. Ejeren af en byslave huser, føder og klæder slaven; men gi'r ham tit oveni lov til at beholde, hvad han kan tjene over fire pence om dagen."
Det er ikke sikkert at alle slavers liv på Zanzibar - måske ikke engang de flestes - var så godt som Colomb anså det for at være. Dog tyder andre vidnesbyrd på, at den behandling slaverne blev givet af deres herre var betydeligt mere human end den behandling, de blev udsat for under indfangning og transport.
En beretning fra 1860 rapporterede: "indfødte fra Indien som har boet mange år i Kilwa fortæller at distrikter nær Kilwa strækkende sig 10-12 dagsrejser væk, som for få år siden var tæt befolket, nu er helt ubeboet. En araber som for nylig er vendt hjem fra Lake Nyasa informerede mig om, at han har rejst i 17 dage igennem et landskab dækket af ødelagte byer og landsbyer, som for få år siden var beboet af mijana og mijan stammer."
Andre beretninger, samtidige og senere, af opdagelses-rejsende, rejsende, missionærer og diplomater bekræfter beretningerne om stigningen i slavehandelen.
I Unyamwezi regionen, mellem Lake Tanganyika og kysten, havde arabiske og afro-arabiske slavehandlere etableret små bebyggelser med to centre henholdsvsis ved Tabora og Ujiji. Fra dem, skriver A.J.Swann i 1880erne : "breder det arabiske herredømme sig ud til store afstande, og som med blækspruttearme griber det enhver ubeskyttet lille landsby, og gør hele området til en kampzone hvor ingen kan vide sig sikker udenfor fæstningsværkerne"
En katolsk missionær som besøgte slavemarkedet i Ujiji i 1888, så et stort torv som var omkranset af lerhytter, der var fyldt med slaver, låst sammen med reb eller kæder i lange rækker, og andre udhungrede slaver liggende i gaderne. Tæt ved var kirkegården, hvor døde og døende blev efterladt til hyænerne.
Blandt de mest berygtede af salvehandlerne var Tippu Tip, som sidst i 1860erne havde etableret sig vest for lake Tanganyika. Da H.M.Stanley i 1883 nåede det, der senere blev døbt Stanley Falls, mødte han konsekvenserne af slavehandlernes virke: "for hver 3 eller 4 mil mødte vi de sorte spor af ødelæggelserne. De sodsværtede pæle, rester af befolkede landsbyer."
Det dekret der afsluttede det lovlige slaveri på Zanzibar og Pemba blev underskrevet af Sultanen i 1897 og det blev udvidet til fastlandet 10 år senere. Konkubiner var undtaget fra loven indtil 1909.
Slavehandlere fra Muscat og Arabien begyndte at kidnappe børn på øernes strande og smugle dem ud til dhow'er, der lå længere ude på havet. Så sent som i 1960erne havde østafrikanske havnemyndigheder regler for hvor stor en besætning en dhow måtte sejle med; 8 til 10 på små dhow'er, 14 til 20 på mellemstore og 21 til 30 på de største. I 1961 mødte man en stor dhow med en "besætning" på 53.
Englænderne erklærede Sultanatet for et protektorat i 1890
Det brittiske styre over øerne viste sig at være en økonomisk fiasko. På det tidspunkt hvor det begyndte, var embedsmænd og handelsfolk i almindelighed enige om at øerne var for afhængige af nellikeeksporten, alligevel steg eksportindtægterne fra 65 procent i 1890erne til 70 procent i 1920erne - en afhængighed af en enkelt afgrøde som var åbentlyst farlig. Denne afhængighed havde alvorlige etniske konsekvenser, i og med at størstedelen af plantagerne var ejet af arabere.
På Pemba, en ø med betydelig dyrkning af nelliker, repræsenterede arabere 12 procent af befolkningen, men stod som ejere af 46 procent af alle nelliketræer, og selvom swahilier i alt ejede 47 procent af alle træer, ejede majoriteten af swahilier ikke eet. På Zanzibar repræsenterede araberne kun 5 procent af befolkningen, men ejede 68 procent af alle nelliketræer.
Britternes ønske om at støtte de arabiske plantageejeres dominans for at fastholde den sociale stabilitet gik endnu videre idet skolegang primært var forbeholdt arabere og kun få afrikanere, og sjældent mere end de laveste klassetrin. Det var primært arabere der blev ansat i administrationen. Den resulterende folkelige modstand tog nogen tid om at komme op til overfladen, men da det skete gjorde den det med stor kraft.
Da englænderne i 1950erne begyndte at forberede overgangen til folkevalgte styre på øerne, blev befolkningen mere og mere delt i forhold til etniske og økonomiske interesser.
Plantageejeres, fortrinsvis araberes, interesser blev varetaget af Zanzibar National Party (ZNP) mens småbønder og daglejere samledes i en alliance af grupper, der kaldte sig Afro-Shirazi Partiet (ASP)
Ved valget i 1961, angreb arabere og afrikanere hinanden ved valgstederne på Zanzibar og satte oprør i gang på plantagerne der kostede 68 livet og 381 sårede. På Pemba der tidligere havde haft knap så polariserede modsætninger, begyndte fjendtlighederne nu også at vokse.
I 1963, da englænderne gjorde sig klar til at overgive magten på øerne, viste valg en stor majoritet for ASP både på Zanzibar og Pemba. Det blev dog den plantageejerdominerede koalition ZNP der vandt majoriteten af pladser i parlamentet takket være meget fifleri med stemmerne. ZNPs styre af den nye stat varede kun kort tid. Et væbnet oprør af nyligt afskediget politi fra fastlandet udråbte sig til et revolutionært styre, hvis ledere så sig selv som afrikanere. De fleste kaldte sig sheiker og sande muslimer.
Sultanen og senior embedsmænd fik lov til at flygte. Faktisk forlod tusindvis af ZNP-tilhængere inklusive mange arabere øerne. Et stort antal andre mistede livet i gengældelsesoperationer for fortidens synder. Store godser blev eksproprieret og fordelt blandt småbønder. Store forretninger blev overtaget af staten. Julius Nyerere, Tanganyikas præsident, som var blevet bekymret over den sprængfarlige situation så tæt på, hvor koldkrigens parter også var begyndt at blande sig, tilbød øerne en union, og i april 1964 blev Tanzania født.
Der hersker kun lidt tvivl om at minder om slaveri eller i det mindste de historier der blev fortalt om slaveriet, havde indflydelse på den etniske vold på øerne. Dog synes økonomiske frustrationer og modsætninger at være af større betydning og det britiske styre må tilskrives en betydelig del af skylden. Her, såvel som i andre dele af Afrika hvor englænderne først angreb den islamiske slavehandel og senere slaveriet, opretholdt de europæiske koloniherre gamle magtbalancer og indførte nye, med konsekvenser som overlevede deres formelle overdragelse af magten.

Klavs Heebøll

 

PS.: Segal har ikke refereret historien om de første valg og partierne helt korrekt, idet jeg af Jesper Kirknæs er blevet tilsendt følgende rettelser:

 

Kære Klavs,
Du har glemt at omtale partiet ZPPP. Det første flerpartivalg blev afholdt i 1957. Næste valg er i januar 1961 hvor ASP får 10 Seats og ZNP får 9. ZPPP får 3 Seats. Der foretages omvalg i juni 1961 hvor ASP får 10 seats, ZNP også 10 og ZPPP 3 seats.
ASP kræver omvalg og der gennemføres valg i 1963 hvor ZNP fik 12 Seats (6 på hver ø) ZPPP fik 6 Seats, alle på Pemba, og ASP fik 13 Seats (11 i Unguja og 2 på Pemba). Det vil sige at ZNP og ZPPP har tilsammen 18 Seats og ASP 13. På den baggrund danner ZNP og ZPPP flertalsregering og med valgt præsident opnår Zanzibar uafhængighed 10 december 1963 og 16 december får Zanzibar plads i FN som selvstændig stat.

Konflikten opstår på grund af den strategiske opdeling af øerne i valgdistrikter, som gør at ZNP og ZPPP vinder i 18 distrikter med kun 45,7 % af de totale vælgere, mens ASP får 13 distrikter med 54,3 % af stemmerne. Det skyldes at man følger det Britiske valgsystem og ikke umiddelbart, at der blev svindlet med stemmerne. Det var jo stadig Briterne, der kontrollerede hele cirkus'et.

Efter den såkaldte revolution (eller snarere statskup) igangsat af John Okello fra Uganda, der var flyttet til Pemba i 1959,- flygter præsidenten og ASP og UMMA tager over. Derefter begynder myrderier og røverierne,- det siges at omkring 15-18.000 blev dræbt og mange tvunget til at flygte

Dette er i væsentlig grad baggrunden for dit spørgsmål i overskriften. Der har i de sidste år været røster fremme om det store behov for en Truth and Reconciliation Commission, som man havde i Sydafrika, for at løse op på konflikterne i Zanzibar, men det har indtil videre ikke vundet gehør i det nuværende politiske klima.
Alle rapporter og dokumenter fra TRC er i øvrigt lagt ud på www.doj.gov.za/trc/

Jesper Kirknæs

 

 
 
 



         CMSimple powered - Web by Safi.dk - Template by DCWD


DanTan Dansk English Swahili